Aakirkeby Nyheder Turist Virksomheder Kalender
Turist
Blomsterby om sommeren - AakirkeJULEby til vinter

Sydbornholm byder velkommen. Udover en fremrangende, varieret og spændende natur, har vi meget at byde på i selve Aakirkeby. Her er der et aktivt handelsliv med god service og betjening.

Her er hovedattraktionen NaturBornholm, desuden kirken, et spændende automobilmuseum, en smukt vedligeholdt hollandsk mølle, masser af kunsthåndværkere og den nærliggende Almindingen med Ekkodalen er andre gode muligheder.

Der er spisesteder i og i omegnen af Aakirkeby. I Almindingen finder man Danmarks mindste - men bestemt ikke kedeligste travbane

Blot 10 minutters gang fra centrum i sydlig retning findes Aakirkeby Camping. En skøn lille campingplads med charme, der tilbyder Danmarks vel nok billigste pakkerejser. Ligeledes syd for Aakirkeby ligger nogle af øens absolut bedste og reneste strande - og så er der jo i øvrigt aldrig langt til noget på Bornholm, der er en koncentration af alle de naturtyper, som findes i hele Skandinavien, måske lige bortset fra det, der er formet af betydeligt koldere klima, end det vi kan prale med på Bornholm. Her har vi flere solskinstimer og færre regnvejrsdage end i det øvrige land.

Aakirkeby er også hjemstedet for flere af de virksomheder, der fremstiller nogle af øens delikatesser, fx rugkiksene fra Bager Dam, det fine mel fra Valsemøllen og den velsmagende, sunde rapsolie fra Lehnsgård.

Aakirkeby er hjemsted for en af øens store feriehusudlejere, Feriepartner Bornholm, der er ekspert i sommerhuse ved de sydbornholmske strande, men kan byde på huse overalt på øen eller andre overnatningsmuligheder.

Om sommeren iklæder Aakirkeby sig blomsterdragt og kaldes derfor for Blomsterbyen

Kært barn har mange navne: Aakirkeby kaldes også Byen midt inde i landet. Et nyt tilnavn er AakirkeJULEby - skabt af den kendsgerning, at byen i november-december er den mest julede by på Bornholm. Nu også med et helt specielt julemarked i december.

Aakirkeby har et fantastisk flot torv hvor der laves mange aktiviteter både sommer og vinter.

Vores aktiviteter kan ses på denne hjemmeside under kalender.

Byens turistinformation findes midt på torvet i byen flotte gamle rådhus, hvor vi står til Jeres disposition med information og billetsalg.

Endnu en gang velkommen til Aakirkeby, vi glæder os til at se jer i vores dejlige by.

© SYTE 2004 - 2011   |   Kontakt webmaster